Nogen siger, at J.C. Jacobsens Have minder dem om Central Park i New York, fordi naturen smelter sammen med storbyen. Du må selv vurdere, om du er enig, men haven er i hvert fald en grøn oase i det nye bykvarter med høje trætoppe og skjulte kroge, hvor du kan holde en grøn tænkepause og puste ud for en stund, samtidig med at du er midt i byen.
Det selskab, der står for udviklingen af området, blev stiftet i 2012. Vi hedder Carlsberg Byen P/S, og vores historie begynder i 2006.
I 2006 besluttede Carlsberg at flytte deres bryggeriaktiviteter fra det gamle bryggeri i København til Fredericia. Efter ønske om at åbne det lukkede industriområde op blev der udskrevet en international arkitektkonkurrence, som tegnestuen Entasis vandt i 2007.
Året efter flyttede Carlsberg ølproduktionen til Fredericia, og i 2009 blev området åbnet op for offentligheden - til glæde for mange nysgerrige besøgende - og samme år blev rammelokalplanen vedtaget.
I 2012 blev udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S stiftet, og vi gik straks i gang med arbejdet for at omdanne området til Københavns nye bykvarter med boliger, byrum, butikker, institutioner, byliv, kultur og erhvervslokaler. Alt det der skal til for at skabe et levende kvarter.
Carlsberg Byen P/S er et selvstændigt selskab, der ejes af Carlsberg (25%), PFA (30%), Topdanmark (22,5%) og PenSam (22,5%).