udsigt over carlsberg byen

Code of Conduct

1. Formål

En succesfuld udvikling af Carlsberg Byen afhænger i høj grad af at kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere og omverdenen i øvrigt kan fæstne lid til, at Carlsberg Byen i enhver sammenhæng udøver en adfærd, der er tro over for Carlsberg Byens værdier. Værdierne afspejles i denne Code of Conduct.

2. Carlsberg Byens medarbejdere

Carlsberg Byen møder alle kunder, leverandører og samarbejdspartnere med ærlighed og retfærdighed baseret på etisk og juridisk forretningsudøvelse af allerhøjeste standard. Vi stiller store krav til ordentlighed i den måde, medarbejdere forvalter deres hverv i Carlsberg Byen på. Alle medarbejdere skal efterleve denne Code of Conduct og i øvrigt agere til fremme af en sund professionel adfærd i alle situationer.

Medarbejdere skal afstå fra at have interesser i og/eller drage personlig fordel af forretningsrelationer og forretningsmuligheder, medarbejderen bliver bekendt med i kraft af sit virke samt i øvrigt undgå situationer, der kan indebære en interessekonflikt.

Carlsberg Byen deltager ikke i nogen form for unfair handel eller karteldannelse og vi tager ikke imod gaver eller ydelser, der kan betragtes som direkte eller indirekte bestikkelse og/eller returkommission og tilbyder ej heller sådanne ydelser.

Medarbejdere skal behandle oplysninger om og/eller afgivet af kunder, leverandører og samarbejdspartnere med fortrolighed. Ved behandling af personoplysninger om kunder, jobansøgere, kolleger, leverandører og samarbejdspartnere m.v. skal alle medarbejdere sikre, at den til enhver tid gældende databeskyttelseslovgivning samt Carlsberg Byens interne retningslinjer og politikker om beskyttelse af personoplysninger iagttages.

Hvad nedenfor er anført om krav og forventninger til samarbejdspartnere gælder også for medarbejdere.

3. Generelle krav til samarbejdspartnere:

Det er afgørende for Carlsberg Byen, at vores samarbejdspartnere handler ansvarligt og i overensstemmelse med vores værdier. I denne Code of Conduct fastlægges derfor også krav og forventninger til ansvarlig forretningsudøvelse, som Carlsberg Byen har til samarbejdspartnere.

Code of Conduct er gældende for alle kontraheringer og væsentlige aftaler, der indgås med et selskab, der indgår i Carlsberg Byens selskabsstruktur.

Det forventes, at samarbejdspartnere har interne retningslinjer for medarbejderes udøvelse af deres hverv, der mindst svarer til, hvad der ifølge denne Code of Conduct er gældende for medarbejdere i Carlsberg Byen.

Denne Code of Conduct vil være bilag til samtlige aftaler, der indgås med væsentlige samarbejdspartnere. Code of Conduct er dermed en integreret del af aftalegrundlaget.

Samarbejdspartnere er pligtige at drage omsorg for, at Carlsberg Byens Code of Conduct tilsvarende bliver en del af aftalegrundlaget med underleverandører og underentreprenører.

Det er samarbejdspartnerens ansvar at iværksætte alle tiltag fornødne til at sikre, at denne Code of Conduct overholdes. Eventuelle udgifter hertil afholdes af samarbejdspartneren.

4. Samarbejdspartnerens forpligtelser:

4.1. Børnearbejde:

Carlsberg Byen accepterer ikke børnearbejde, defineret i overensstemmelse med gældende ILO-konventioner. National lovgivning skal respekteres, såfremt der heri stilles højere krav. Konkret betyder det, at Carlsberg Byen ikke accepterer, at børn under 15 år, børn under den lovlige minimumsalder eller børn under den lokale skolepligtige alder udgør en del af fuldtidsarbejdsstyrken hos samarbejdspartneren eller dennes underleverandører og underentreprenører i alle led.

Unge (15-18 år) må kun være ansat hos samarbejdspartneren eller dennes underleverandører og underentreprenører i alle led, hvis arbejdet overholder ILO-konventionerne og lokale love.

4.2. Tvangsarbejde:

Carlsberg Byen accepterer ikke tvangsarbejde og ønsker ikke at kontrahere med virksomheder, der gør brug af arbejde på tvungen kontrakt, slaveri og andre former for arbejde, der udføres af en person mod dennes vilje.

4.3. Diskrimination:

Carlsberg Byen respekterer og værdsætter diversitet. Diskrimination på grundlag af køn, race, tro, politisk holdning, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse accepteres ikke.

4.4. Arbejdsmiljø:

Carlsberg Byen værdsætter og støtter medarbejderes ret til et godt arbejdsmiljø.
Samarbejdspartnere samt disses underleverandører og underentreprenører skal sikre et godt arbejdsmiljø, der som minimum overholder nationale regler og love.

4.5. Løn- og ansættelsesvilkår:

Samarbejdspartneren og dennes underleverandører og underentreprenører skal sikre, at alle ansatte, der er involveret i opførelse af byggeri i Carlsberg Byen og leverancer hertil, har løn- og ansættelsesforhold, der ikke er mindre gunstige end de løn- og ansættelsesvilkår, som i henhold til kollektiv overenskomst, national lovgivning eller administrative forskrifter gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri.

5. Kontrolforanstaltninger og sanktioner:

Carlsberg Byen eller en af Carlsberg Byen valgt tredjepart har ret til at foretage kontrolbesøg på samarbejdspartnerens arbejdssted i Carlsberg Byen og hos leverandører til disse.

Mindst en gang i kvartalet optages et punkt på byggemøde, hvor emnet ”løn- og ansættelsesvilkår” behandles.

Carlsberg Byen kan til enhver tid udbede sig dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for arbejdstagere tilknyttet opførelsen af byggeri i Carlsberg Byen og leverancer hertil opfylder kravene i denne Code of Conduct. Entrepriseaftaler indgås med vilkår, der pålægger samarbejdspartneren dagbod for manglende opfyldelse af dokumentationskrav.

Såfremt en samarbejdspartner udviser manglende vilje til at overholde krav fastsat ved denne Code of Conduct eller gentagne gange sidder Carlsberg Byens pålæg overhørig, udgør det en væsentlig misligholdelse af samarbejdet, og Carlsberg Byen vil på det grundlag være berettiget til at ophæve kontrakten og bringe samarbejdet til ophør.

København, den 21. september 2018